Min Filosofi
Jeg har en praktisk og handlingsorienteret tilgang, og du får konkrete værktøjer, som du kan bruge under og efter et forløb. Behovene og udfordringerne er forskellige: Derfor tager jeg altid udgangspunkt i dine behov og din situation.
Min filosofi går ud på, at “sunde valg” handler bl.a. om at spise næringsrig og velsmagende kost samt dyrke regelmæssig motion – og at gøre det på en måde, så de gode vaner bliver en integreret del af din dagligdag og din livsstil.
For mange familier, store som små, kan det være en udfordring at få hverdagens travle ender til at nå sammen, og det kan virke som en uoverskuelig opgave at få presset de sunde måltider og den daglige motion ind i en hektisk hverdag. Derfor bør de sunde vaner ses som en justering i den daglige rytme og ikke som endnu et punkt på det måske allerede overfyldte ugeprogram. Det er typisk ikke lysten, der mangler, til at ændre i den daglige rytme, men det kan være svært at overskue hvor og hvordan, man skal begynde.
Spis varieret, ikke for meget, og vær fysisk aktiv!
Det er rammen for de officielle kostråd i Danmark. Kostrådene bygger på solid forskning og sikrer, at kroppen får dækket det basale behov for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer samt nedsætter risikoen for livsstilssygdomme og overvægt. Jeg bruger kostrådene som guideline til at give dig sund balance i en aktiv hverdag med madglæde, nydelse og velvære.
Når du bevæger dig og dyrker regelmæssig motion, er det med til at øge dit velvære og styrker din krop. Det gør det nemmere for dig at holde en sund vægt, og så forebygger det livsstilssygdomme som bl.a. blodpropper, åreforkalkning og diabetes.
Ønsker du at tabe dig, er det en rigtig god idé at kombinere dit vægttabsforløb med motion; det sikrer, at du beholder muskelmasse og gør det nemmere for dig at holde dit vægttab, også når du er kommet ned på din målvægt.
Som certificeret personlig træner og kostvejleder kan jeg hjælpe dig med at skabe sund balance i din hverdag med kostomlægning og motion, du får gjort!
Der er som udgangspunkt ikke noget, der er forbudt; det handler om, hvor meget og hvor ofte, du spiser og bevæger dig.
Er dit formål at blive mere tonet, opnå en øget muskelmasse, øge din råstyrke eller forbedre din udholdenhed er både timing og type af træning vigtig. Hvor tungt og hvor ofte du skal træne afhænger af flere faktorer bl.a. din træningserfaring, din tid til rådighed, og hvad du ønsker at opnå med din træning.
Nedsat bevægelighed kan have betydning for din udførelse af træningsøvelser og begrænse dig i at udføre daglige gøremål. Bevægelighedstræning kan forbedre din mobilitet, og i træningssammenhæng betyder det, at du får et større bevægelsesudslag og dermed kan forbedre din udførelse og teknikken af de enkelte øvelser. Det kan eksempelvis være en dybere squat eller et bedre dødløft.
Livstilsændring
“Sunde valg i hverdagen” kan være meget forskellige fra person til person og fra familie til familie. Nogle har behov for store og hurtige forandringer, mens andre ønsker en langsommere livsstilsændring. Udgangspunktet vil altid være din eller jeres livssituation.
“Små skridt” kan være din vej mod en sundere livsstil – du bestemmer selv tempoet, hvor store og hvor mange skridt, du vil tage ad gangen. Vejen viser retningen, du følger, med konkrete ændringer i dine vaner. Uanset hvilken retning og tempo, du vælger, er det vigtigt, at det er en livsstil, du kan se dig selv fortsætte med resten af livet. Husk, dette er ikke en slankekur, men en slankere kurs!
Nye kost- og motionsvaner udgør en stor og vigtig del, når du vælger at ændre din livsstil og ønsker at skabe en sund balance i dit liv. Det betyder stor forandring i dine daglige rutiner og aktiviteter. Det kræver vilje, fokus og høj motivation. Det tager tid at ændre vaner, og netop motivationen kræver ofte en ekstra indsats.
Skal jeg også hjælpe dig? Ring i dag, og du er i gang i morgen!
Har du spørgsmål eller lyst til at høre mere, er du meget velkommen til at kontakte mig. Klik på kontaktoplysninger, og jeg kontakter dig hurtigst muligt.